TIF Idrætsfestival maj 2010
Idrætsfestivalen blev for kajakroernes vedkommende afviklet ved Opalsøen.
Medlemmer fra Hammerodde Kajakklub og Rønne Roklub deltog som hjælpere og instruktører. Kajakkerne, gode solide Haslekajakker, kom fra Grejbank Bornholm.
De unge idrætsstuderende fra Københavns Universitet havde medbragt et HØJT-taleranlæg som ud over på fornuftig vis at anvendes til informationer i løbet af dagen, af en eller anden grund absolut skulle overdøve naturens stemmer med øredøvende "rappermusik".
Jeg forstår ikke, at sport i naturen absolut skal afvikles med "støjsendere" istedet for, at vi kan få lov til at nyde naturens stemmer - og stilhed. Da de endelig slukkede for anlægget, fik vi lov til at høre nattergalen, som der er så mange af ved Opal- og Hammersøen!
Nå, jeg er nok bare blevet for gammel!
Vejrudsigten lovede 13 mm regn men der faldt aldrig en dråbe. Det var gråvejr og jeg var spændt på, om der ville komme nogen - det gjorde der! Vi havde meget travlt. Stort set var der kajakker på søen hele tiden, og havde Havkajak Bornholm med Jens og hans kone ikke været med, havde vi ikke klaret det alene.
De fleste der var en tur på søen var unge mennesker og hvilken flot balance de har. Enkelte prøvede at kæntre med vilje for derefter at entrere kajakkerne - uden hjælpemidler, det kunne de - meget flot!
Alt ialt var det en skøn, travl og positiv dag - dejligt at se en masse ungdom med krudt i.
Hammerknuden er som skabt til sportsaktiviteter og TIF med deres mange dynamiske medlemmer er gode til at afvikle dem, så arrangementet bør absolut gentages hvert år - dog uden "muzak" i naturen!